Hestens-Alternativ

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores spændende nyhedsbrev

Tilbage til friheden

Af Anna Twinney - Reach Out To Horses

Vi var en tur i bjergene, hvor vi nød de store åbne vider, mens vi iagttog de halvvilde heste i deres flokke i det store ”Return to Freedom” reservat i Californien. Selvom jeg var guide for de besøgende, så de kunne opleve de vilde heste og forhåbentlige nogle magiske øjeblikke, havde jeg aldrig forventet at opleve et selv den dag.

Jeg havde set, at Franco, en brun vallak, stod helt alene oppe på toppen af en høj bakke. Han rykkede sig lige så stille væk fra sin flok. Hans hoved pegede i min retning, og han kiggede direkte på mig. Jeg følte en meget tæt forbindelse, da jeg kunne mærke, at han kommunikerede på hans eget sprog med mig. Da jeg langsomt bevægede mig mod ham, begyndte han også at gå i mod mig. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg koncentrerede mig rigtig meget om ikke at vise min begejstring for tydeligt for ikke at skræmme ham væk.

Idet vi kom nærmere hinanden, begyndte jeg at bruge mit kropssprog, så han forstod, at jeg ikke ville gøre ham ondt, men blot invitere ham ind, hvis han havde lyst til det. Det var helt op til ham. Han accepterede invitationen og langsomt rakte han ud og rørte ved mit ansigt og hår med mulen. Han undersøgte forskellige steder på mig, mens vi tilbragte lidt tid sådan og nød øjeblikket. Jeg fandt mig selv stå der, mens en tåre rendte ned af min kind. Jeg var benovet over, at han helt selv havde valgt at være nær mig. Da der var gået lidt tid, takkede jeg, mens jeg gjorde tegn til, at jeg ville g tilbage til min egen gruppe af mennesker. Da jeg begyndte at gå væk fra ham, blokerede Franco min sti ved at træde ind foran mig og røre min krop med hans skulder. Jeg forstod, at han ikke ville have, aet jeg skulle gå nu, hvilket betød, at denne gang accepterede jeg hans invitation og aede på de områder, han kunne lide, inden jeg gik tilbage til gruppen.

Denne historie er ikke nødvendigvis ekstraordinær, selvom den selvfølgelig er rørende, men når man kender omstændighederne og baggrunden for, hvad Franco havde været igennem for 4 år siden, så var det et unikt øjeblik. Dette helt fantastiske dyr var blevet revet væk fra sit hjemland, flyttede til en fold, der ejes af regeringen i USA og udpeget til at leve et liv i fangenskab. År efter år kæmpede Franco imod alle forsøg på at starte og tilride ham. Alt imens hans foldkammerat, som vi kaldte Mustang Sally, begyndte at acceptere og holde af den menneskelige kontakt, stod Franco helt for sig selv og holdte alle folk på lang afstand. Da det blev nødvendigt at få et dyrlægebesøg til ham, måtte vi tilkalde ekstra mandskab. Vi blev nødt til at bedøve Franco via en såkaldt dart-pistol. Vores dyrlæge endte med at gemme sig bag nogle buske, men Franco fandt hurtigt ud af, hvad vores hensigt var. Det tog tre gange så meget bedøvelse som normalt, før Franco overgav sig. Han gav kun dyrlægen ti minutter til at udføre de ting, han skulle, før Franco rejste sig op igen helt ved bevidstheden.

At være både hovedinstruktør og træner på dette tidspunkt på denne skole, der blev hans nye hjem, gjorde, at jeg iagttog alle de forskellige teknikker, der blev lagt for at starte ham, og Franco nægtede at acceptere hver eneste. Der var endda et par episoder, hvor han direkte angreb forskellige elever, som kun lagde et meget lille pres på ham. Det eneste kontakt Franco tillod, at man havde med ham, var igennem lågen til folden. Da han meget hurtigt lærte, at denne barriere kunne beskytte ham. Han var beviset på, at man ikke kan knække en hest. Man bliver nødt til at gøre sig fortjent til at få respekt og tillid. I den tid Franco var på skolen, blev han samtidig en fantastisk læremester for mange personer.

Franco lære os, hvor vigtigt det er, at tingene som f.eks. kropssprog sker omgående og præcist. Det var til tider ikke sjovt kun at få de helt små kommunikationstegn og godkendelse af vores forsøg, selvom det kun var et kig i vores retning eller række ud efter noget med hans mule. Han tillod os at eksperimentere med metoden lægge pres på og tage pres af i forbindelse med at være nær ham, og derved finde ud af hvor meget pres man kunne lægge på ham, og hvad han mente var et pres, f.eks. afstanden mellem os, vores kropssprog og bevægelser, et specielt sted hvor han måske helst ikke ville stå, øjenkontakt eller noget udstyr som en grime. Enhver forkert eller hurtig bevægelse fik ham til at flygte. Det var en enorm udfordring for os alle bare det at bestemme, hvor lang tid en træningslektion skulle vare, for selvom vi knoklede på, så kunne Franco stadig stå og ikke tage et valg – han havde jo også altid muligheden for at flygte.

Efter et stykke tid blev det klart for os, at Franco ikke kunne se noget godt i vores hensigter. Fremskridtet skete ikke rigtigt, og når han ikke var i hænder, vendte han meget hurtigst tilbage til hans tidligere vilde stadie. Han blev uvenlig, upålidelig og meget lidt tolerant overfor eleverne, når de var omkring ham, og derimod blev han mere villig til at kommunikere og være social, når der var helt stille og ro omkring ham. Han foretrak helt klart at yde lidt tillid til et ansigt, han kendte, frem for en hel ny person. Han endte med til sidst at acceptere, at man kunne komme en grime på, trække ham, strigle ham og løfte hans forben.

Det begyndte meget snart at gå op for mig, at dette majestætiske dyr ikke hørte til på skolen. Jeg var vidne til hans kamp for hans ret til frihed, og især da vi nåede til det punkt, hvor det blev sagt, at vi skulle prøve at lægge en sadel på ham. Der var mange, der var stolte over at være vidne til det, men for mig var det en meget hjerteskærende oplevelse, da jeg iagttog Franco, mens han stod midt i round pen’en dryppende af sved. Selvom sadlen var på ryggen af ham, stod han stolt med fuld af frygt og absolut ikke klar til at acceptere hans nye situation. Der var selvfølgelig ingen fysisk vold involveret, ingen jagt, ingen trusler, og han var heller ikke bundet fast, men han ville ikke acceptere det. Min egen fornemmelse og følelse til at give ham hans frihed blev stærkere og stærkere dag for dag. Det kom til at tage en del måneder, før denne drøm blev til virkelighed, men Franco fik sin frihed.

Da dagen endelig oprandt, og Franco skulle flytte til reservatet, var jeg så spændt og prøvede at kommunikere det til ham, men han nægtede at gå ind i traileren. Vi prøvede mange forskellige muligheder og fandt til sidst ud af, at han fandt tryghed i at følge efter en anden hest ind i traileren. Jeg forstod, at den sidste oplevelse for ham i traileren må have været meget skræmmende for ham, og efter det havde han ingen grund til at stole på nogle mennesker mere.

Det var et meget stort øjeblik, da Neda, som er grundlæggeren af reservatet og jeg fik muligheden for at slippe Franco løs til hans nye hjem og familie. Det havde været helt sikkert, at Franco ville have været hingsten i flokken, men nu som vallak blev han nødt til at finde sin plads i den nye flok af heste. Han måtte igennem mange ritualer med de andre heste, før han endelig blev accepteret og fandt sin plads i rangorden.

Helt op til den dag havde Franco aldrig tilbud sig selv til mennesker, og jeg satte ofte spørgsmålstegn ved, om han forstod, hvad jeg havde prøvet at gøre for ham – lige indtil den dag, hvor han kom hen til mig af egen fri vilje i et område på over 40 hektar, der forstod jeg, at han endelig var kommet hjem.